Logo

Kyllingemedister med rodfrugter, grønkålssalat og brun sauce

2 portioner 50 min

Opskriften er udviklet af: Mad med Andrea

Ingredienser

Rodfrugter:

500 g blandede rodfrugter (fx rødbeder, bolsjebeder, gulerødder, pastinakker og kartofler)
1 æble
Olivenolie
Salt og peber
Frisk eller tørret timian

Kylling:
1 pk. kyllingemedister

Brun sauce:
1 spsk. smør
2 spsk. mel
2 dl fond 
2-3 dl kogevand fra medisteren
Evt. lidt kulør
Salt og peber

Grønkålssalat:
100 g fintsnittet grønkål
2 tsk. dijonsennep
4 spsk. olivenolie
1/2 citronsaft
1 spsk. flydende honning
1/2 bolsjebede
1/2 granatæble
1 lille håndfuld valnøddekerner

TILBEREDNING

Ovnbagte rodfrugter:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft og find en bagerist frem. Skræl og skær rodfrugter i mindre stykker. Skyl og skær æble i både. Kom rodfrugter og æble i et ovnfast fad og vend med olie, salt og peber. Pluk timian og læg over rodfrugterne. Bag rodfrugterne i ovnen i ca. 45 minutter, til de er gennembagte og gyldne.

Kyllingemedister:
Kom rigeligt vand i en gryde og kog op. Kom medisteren i vandet og kog den i ca. 7-8 minutter, til den begynder at være fast.
Gem kogevandet fra medisteren (beregn ca. 1,5 dl pr. person).

Varm en pande op med smør og olie og steg medisteren gylden på begge sider i ca. 4-5 min. på hver side. Prik evt. små huller med en lille kniv i medisteren, så ikke den sprækker undervejs.Lad medisteren hvile i ca. 5 minutter, inden den skæres i mindre portionsstykker.

Grønkålssalat:
Skyl grønkål og kom det i en serveringsskål. Pisk en dressing sammen af sennep, olie, citronsaft og honning og hæld den udover grønkålen. Massér det godt ind med hænderne, til kålen falder lidt sammen.
Skræl og skær bolsjebeder i tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern. Pil granatæblekerner og drys over salaten. Hak valnødder groft og drys over salaten.

Brun sauce:
Kom smør på den samme pande medisteren har stegt på og lad det bruse op. Tilsæt hvedemel og rør rundt - lad det riste lidt af, til det bliver lysebrunt.

Tilsæt fond lidt ad gangen, til du har en lind sauce. Tilføj evt. noget af kogevandet fra medisteren, til saucen har den ønskede konsistens. Kom evt. lidt kulør i saucen, til den har den ønskede farve. Smag til med salt og peber.

Servér kyllingemedister med rodfrugter, grønkålssalat og brun sauce.

 

Kyllingemedister med rodfrugter, grønkålssalat og brun sauce