Vi har fået en specialiseret og uafhængig organisation i klimaberegninger til at beregne vores CO2-aftryk på tværs af hele vores værdikæde på produktniveau - fra jord til bord.
Mens vi er eksperter i, hvordan man opdrætter og slagter kyllinger, er der andre, der ved noget om, hvordan man synliggør CO2-aftrykket. Det ved Carbon Trust alt om, og derfor har vi fået dem til at måle vores kyllingeprodukters klimaaftryk.
Carbon Trust kortlægger dit og mit klimaaftryk på hele fødevarens rejse, det vil i vores tilfælde sige, fra ægget klækkes til det øjeblik, det lander på din tallerken. Der medregnes dermed også tilberedningen hjemme hos dig - det gør det til en meget grundig CO2-måling af kylling (herhjemme).
Vi ønsker at tage ansvar og dele viden med dig som forbruger
Mange af os kender ikke klimapåvirkningen af den mad, vi spiser. Det vil vi gerne gøre noget ved. Vi tror, at danskerne gerne vil vide mere om, hvordan de selv kan gøre en forskel for klimaet, for midt i al snakken er viden det, der gør forskellen. Derfor har vi fået Carbon Trust til at hjælpe os, fordi vi tror på, at du som forbruger selv kan træffe gode beslutninger for dig selv og din familie, hvis vi stiller fakta til rådighed for dig.
Kylling har generelt et lavere klimaaftryk sammenlignet med andre kødtyper, men vi ønsker at øge gennemsigtigheden på området. Målingen af vores kyllingeprodukters CO2-aftryk gør både os og dig klogere, og det betyder bl.a., at du nu kan få at vide, hvor meget CO2 man forbruger, når du sætter tænderne i kylling fra De Danske Familiegårde derhjemme.
Bemærk, Carbon Trust CO2-målt-mærket betyder ikke, at der er en klimamæssig fordel ved produktet ift. andre tilsvarende produkter.
Vi går ikke på kompromis med dyrevelfærd
Hos De Danske Familiegårde arbejder vi for at mindske klimaaftrykket og samtidig sikre os en god dyrevelfærd. For os er målet nemlig både at reducere klimaaftrykket og samtidig gøre det i et tempo, hvor dyrevelfærden følger med. Vi føler nemlig et stort ansvar for vores kyllinger fra første pip til sidste bid - dvs. fra ægget klækkes, til kyllingen sættes på middagsbordet hjemme hos dig.
Kyllinger fra De Danske Familiegårde er alle langsomt voksende kyllinger, og de har et lidt højere klimaaftryk end eksempelvis konventionelle kyllinger, fordi de lever længere og dermed spiser mere. Men det mener vi, at der skal være plads til, vi ønsker nemlig ikke at gå på kompromis med dyrevelfærden.