Ingredienser
1 pakke brystfilet
2 spsk. hoisin sauce
1 spsk. limesaft
1 spsk. sesamolie
1 spsk. soyasauce
2 rødløg
1 tsk. fintrevet limeskal
Saften af 1 hel lime
2 tsk. honning
2 hjertesalat
¼ rød spidskål
½ agurk
100 g cherrytomater
2 store gulerødder
100 g bønnespirer
Frisk koriander
1 dl goma dressing
1 dl chili mayonnaise
TILBEREDNING
Læg brystfileterne i en frost pose. Rør hoisin sauce med limesaft, sesamolie og soyasauce og hæld marinaden i posen med brystfileterne. Luk posen til og vend godt rundt, så marinaden fordeles på kyllingekødet. Lad kødet marinere ½ -1 time.
Skær rødløg i ultratynde skiver. Rør revet limeskal med limesaft og honning og dryp marinaden over løgringene. Lad det trække ca. ½ time.
Del hjertesalat i både og anret dem på et fad. Skær spidskål i meget fine strimler, og skær agurk i strimler. Del cherrytomater i kvarte og riv gulerødderne groft. Anret alle grøntsagerne på fadet sammen med bønnespirer og koriander.
Tag brystfileterne op af marinaden og lad dem dryppe af. Grill dem ca. 10-15 minutter til kødet er gennemstegt. Skær brystfileterne i skiver.
Server brystfilet i hjertesalat-wraps med spidskål, agurk, cherrytomater, gulerødder og bønnespirer samt limemarineret rødløg, goma dressing og/eller chili mayonnaise.
Tip: Her er kyllingen serveret i hjertesalatblade, men også andre typer salatblade kan bruges f.eks. iceberg, romaine eller spidskål. Fyldet kan selvfølgelig også fint bruges i andre former for wraps, f.eks. fladbrød, madpandekager eller tortillas.