Logo

Cæsar salat med kylling og parmesanchips

Ingredienser

2 udbenede kyllingelår

1 tsk. salt

 

3 dl fintsnittet grønkål

3 dl fintsnittet spidskål, gerne både grøn og lilla

½ tsk. salt

 

50 g fintrevet parmesan

 

4 skiver fuldkornsbrød

3 spsk. olie

½ tsk. salt

 

1 fed hvidløg

1 dl mayonnaise

1 æggeblomme (kan udelades, men gør dressingen mere cremet)

10 g fintrevet parmesan

1 spsk. vand

1 spsk. olivenolie

1 spsk. citronsaft

1 tsk. sukker

1 tsk. Worcestershire sauce

1 tsk. Dijon sennep

½ tsk. salt

Tilberedning

Fold de udbenede kyllingelår ud til flade stykker og brun dem ved høj varme på en pande med skindsiden nedad i 3-4 minutter, til skindet tager farve. Læg kyllingestykkerne i et smurt, ildfast fad, drys med salt og steg dem i ovnen ca. 20 minutter ved 200°C.

Bland grønkål og spidskål sammen og drys med salt. Ælt kålen med hænderne et lille minuts tid, det gør kålen mere spisevenlig og knap så sej at tygge. Hæld den æltede kål i et tørt, rent viskestykke og tør kålen forsigtigt.

Fordel fintrevet parmesan med en teske i små klatter på bagepapir, og bag dem i ovnen ca. 4-6 minutter ved 200°C. Lad dem køle af på bagepapiret. De vil være bløde, når de kommer ud af ovnen og stivner først og bliver helt sprøde, når de er afkølet.

Skær brødet i grove tern og rist på panden i olie, til brødet er let gyldent og sprødt. Drys med salt og lad afkøle.

Riv eller pres hvidløget og rør det i mayonnaise sammen med æggeblomme, parmesan, vand, olivenolie, citronsaft, sukker, Worcestershire sauce, dijonsennep og salt.

Skær kyllingestykkerne i skiver og server oven på kålen. Drys med brødcroutoner og parmesanchips, og server med dressingen.

 

Tip: Det er nemt at lave dressingen selv, men salaten kan sagtens serveres med en god købt dressing. Brødcroutonerne kan også laves af rugbrød, for at få en grovere og endnu mere mættende version af salaten. Hvis du vælger rugbrød til croutonerne, så pas på med at riste dem for meget, da de kan blive meget hårde.

Cæsar salat med kylling og parmesanchips