Logo

Kyllingefilet med æble-jordskokke fyld med hasselback rodfrugter og efterårssalat

4 portioner 90 min

Festlig og farverig gæstemad: saftig brystfilet med lækkert fyldt, hasselback kartofler og rødbeder med en skøn efterårssalat til.

 

Ingredienser

Hasselback rodfrugter
4 mellemstore rødbeder 
4 mellemstore kartofler
4 søde kartofler
Olie eller smeltet smør til pensling
2 spsk. hakket persille
1 spsk. friske timianblade
2 spsk. revet parmesan


Fyldt brystfilet

4 kyllingebrystfileter
1 æble
2 jordskokker
1 skalotteløg
1 spsk. smør
1 spsk. friske timianblade
1 spsk. ristede hasselnødder
Salt og peber
4-6 lufttørret parmaskinke


Efterårssalat
1-2 røde æbler
2-3 jordskokker
Citronsaft
1 stor håndfuld grønkål
1 rød julesalat
25 g ristede hasselnødder


Dressing
150 g creme fraiche 18%
2 spsk. æbleeddike
2 spsk. flydende honning eller sukker
Salt og peber

 

TILBEREDNING

Skræl rødbeder og kartofler og skær dem i skiver, der går næsten igennem, så de stadig hænger sammen i bunden. Det gøres let ved at lægge en spisepind på hver side af grøntsagen og skære ned, indtil man rammer spisepindene. På den måde undgås at skære helt igennem.

Pensl rødbeder og kartofler med olie eller smeltet smør, og bag dem ved 175°C i ca. 60 min. De søde kartofler skal kun have cirka 40 min. Drys med en blanding af hakket persille, timian og parmesan de sidste 5 min.

Skær æble samt skrællede jordskokker i små tern og hak skalotteløget. Steg det mørt i smør ved svag varme, drys med timian samt hakkede nødder og krydr med salt og peber.

Brun hurtigt brystfileterne på begge sider ved god varme. Skær en stor lomme i hver brystfilet og fordel fyldet her i. Pak brystfileterne ind i parmaskinke og læg dem i et ovnfast fad. Steg dem ved 210°C i ca. 15 min. til parmaskinken er sprød, og fileterne er gennemstegte.

Halver æblerne, fjern kernehusene og snit dem i tynde skiver. Skræl jordskokkerne og snit dem fint. Vend jordskokker og æbler hurtigt i lidt citronsaft, så de ikke brunfarver. Bland med grønkål og rød julesalat plukket i mindre stykker.

Rør creme fraiche, æbleeddike og honning/sukker sammen og smag dressingen til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten, drys med grofthakkede nødder og server salaten til kyllingen sammen med de hasselback rodfrugter.

Kyllingefilet med æble-jordskokke fyld med hasselback rodfrugter og efterårssalat