Ingredienser
1 pakke spicy kyllingepølser
5 g gær
4 dl lunkent vand
1 dl yoghurt
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
200 g durummel
100 g grahamsmel
250-300 g hvedemel
200 g kinaradise
200 g gulerødder
1 dl klar eddike
1 dl risvineddike
1 dl sukker
1 tsk. salt
3 spsk. hoisin sauce
½ tsk. fintrevet limeskal
1 dl mayonnaise
½ tsk. salt
Evt. tørrede chiliflager
½ agurk
1 dl frisk koriander
1 frisk jalapeno
2 spsk. peanuts
TILBEREDNING
Tilbered kyllingepølserne efter anvisning på emballagen.
Rør gær ud i vandet og tilsæt yoghurt, sukker og salt. Kom durummel og grahamsmel i og rør det sammen til en ensartet dej. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og rør dejen på røremaskine ca. 10 minutter.
Kom dejen i en skål, dæk godt til med plastfolie
og stil dejen på køl mindst 10 timer. Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå ved stuetemperatur 1 time. Vend forsigtigt dejen ud og skær den i 4 aflange stykker – dejen skal ikke æltes, men blot skæres ud i aflange baguettes og forsigtig lægges på en bageplade med papir. Lad dejen efterhæve ca. 15 minutter. Bag i 5 minutter ved 250°C og skru så ned på 200°C og bag brødene videre ca. 10 minutter, til brødene er sprøde og gyldne.
Skær kinaradise og gulerødder i tændstiktynde strimler. Kog eddike, risvineddike, sukker og salt op i en lille gryde. Kom grøntsagerne i et patentglas eller andet glas med låg, hæld eddikelagen på og luk låget godt til. Lad grøntsagerne stå i køleskabet mindst 1 time eller gerne til dagen efter.
Rør hoisin sauce med fintrevet limeskal, mayonnaise og salt og smag til med chili.
Skær agurk i strimler, hak koriander groft og skær jalapeños i tynde skiver. Hak peanuts groft.
Skær brødene ud i passende stykker og flæk dem halvt igennem, så de stadig hænger sammen i den ene side. Smør brødet indvendigt med hoisin-creme. Tag marineret gulerod og kinaradise op af lagen, lad det dryppe lidt af og læg 2–3 spsk. i hvert brød oven på hoisincremen. Læg herpå en pølse og top med agurk, koriander og jalapeños samt lidt hakkede peanuts.
Tip: Brødet behøver ikke være hjemmebagt, hvis der ikke er tid – køb evt. frisk, sprød baguette, det er helt perfekt til formålet. Det vigtigste er, at brødet er luftigt og har en sprød og lækker skorpe.
Kinaradise og gulerod i risvineddike er en vietnamesisk pickles, som også kan bruges i f.eks. vietnamesisk nudelsalat, så lav gerne en større portion ad gangen. Den holder sig fint på køl en uges tid i skoldet, tætlukket patentglas.