Logo

Crispy chicken katsu med brystfilet og grøntsagssauce

4 portioner 20 min

Nem opskrift på crispy chicken katsu lavet med brystfilet med grøntsagssauce. Børnevenlig og hurtig aftensmad med masser af skjulte grøntsager i saucen.

Chicken Katsu er en japansk variation af den vestlige schnitzel. “Katsu” er en forkortelse af “katsuretsu”, som betyder “kotelet” på japansk. Den kombination af sprød panering og saftigt kød, toppet med en velsmagende sauce med blendede grøntsager, er uimodståelig. 

Opskriften er udviklet af: mummum.dk


Ingredienser

Paneret brystfilet
520 g brystfilet
2 stk. æg
50 g panko rasp
Salt og peber

Grøntsagssauce
2 stk. løg
3 fed hvidløg
300 g kartoffel
300 g gulerod
3 tsk. paprika
40 g tomatpure
1 stk. hønsebouillonterning
400 ml kokosmælk
Salt og peber

Tilbehør
320 g ris
1 bundt frisk persille

 

TILBEREDNING

Start med at lave saucen: skræl og skær gulerødder og kartofler i små tern og skær løg i grove tern.

Varm olie eller smør op i en gryde. Tilsæt løg, hvidløg, kartofler og gulerødder. Vend det hele godt rundt og lad det stege 5 minutter. Tilsæt paprika, tomatpure og smuldret bouillonterning. Vend godt rundt.

Herefter hældes der vand i gryden, indtil det lige nøjagtig dækker grøntsagerne. Bring det hele i kog. Skru herefter en smule ned og lad det småkoge til grøntsagerne er kogt møre. Det tager ca. 10-15 minutter.

Kog ris efter pakkens anvisning.

Pisk æg sammen. Lav en dyb tallerken med æg og en med pankorasp, som er blandet med salt og peber.


Bank brystfileten flad med en kødhammer så den ca. er 7 mm tyk.

Tag brystfileterne og vend først fileten i æg og til sidst i rasp og paner på den måde alle fileterne.

Varm en pande op med rigelig olie. Når olien er varm, lægges fileterne på panden. Steg dem i ca. 2-3 minutter på hver side eller til de er gyldne og sprøde. Tag dem af panden og læg dem evt. over på en tallerken med køkkenrulle på, så suges det overskydende olie.

Når grøntsagerne er møre, så tages gryden af komfuret. Tag noget af vandet fra. Det er nemmere at tilsætte og justere med vand efterfølgende. Det hele blendes sammen med en stavblender eller alm. Blender til en tyk grøntsagsmos. Herefter tilsættes kokosmælk og der smages til med salt og peber.

Hvis mosen er meget tyk, så tilsætte noget af det vand, som du tog fra, inden det blev blendede.

Server crispy chicken katsu med grøntsagssauce, ris og finthakket persille ved siden af.

Crispy chicken katsu med brystfilet og grøntsagssauce