Logo

Citronbagt brystfilet med græskar-kartoffelmos, bacon og chili

Ingredienser

4 stk. brystfilet

3 spsk. smør

1 dl hønsefond

1 tsk pizzakrydderi

1 spsk. honning

4 spsk. citronsaft

2 fed presset hvidløg

Salt og peber

1 lille citron (usprøjtet)

3 stilke rosmarin

750 g kartofler

½ kg hokkaido græskar

50 g smør

Salt og peber

1 dl revet parmesan

100 g bacon i tern

1 tsk. tørrede chiliflager

1 dl græskarkerner

1/2 tsk. salt

Frisk bredbladet persille

 

 

TILBEREDNING

Smelt smørret i en stor pande og brun brystfileterne 2-3 minutter på hver side. Læg brystfileterne i et fad. Bland hønsefond, pizzakrydderi, honning, citronsaft, hvidløg, salt og peber og hæld blandingen over brystfileterne. Skær citronen i skiver og læg skiverne i fadet sammen med rosmarinkviste. Bag i ovnen 20-30 minutter ved 200°C, øs lidt af væden over kyllingen med en ske 3-4 gange i løbet af stegetiden.

Skræl kartofler og græskar, og skær begge dele i grove tern. Kom dem i en gryde med vand og bring gryden i kog. Kog ca. 20 minutter til kartofler og græskar er bløde. Hæld vandet fra, gem lidt af kogevandet. Tilsæt smør, salt og peber og mos det godt sammen, tilsæt evt. lidt af kogevandet hvis mosen virker for tør.

Hæld mosen i et smurt ildfast fad eller i små portions skåle, drys med revet parmesan, bacontern og chiliflager og bag mosen i ovnen ca. 20 minutter ved 200°C

Rist græskarkernerne på en tør pande med salt, og lad dem køle af.

Server citronbagt kylling med græskar-kartoffelmos drysset med ristede græskarkerner og frisk persille. Suppler evt. med lidt frisk grøn salat.

Tip: Retten er perfekt at forberede i forvejen, så den er klar til at komme i ovnen lige inden spisetid. Steg brystfileterne på panden og læg dem i et ildfast fad – dæk til og stil på køl. Gør fond klar med krydderier, samt citron skiver og rosmarin. Lav også kartoffel-græskarmosen færdig, kom den i fad og på køl. Lige inden spisetid hældes fond, citronskiver og rosmarin på kyllingen og mosen drysses med parmesan, chili og bacon – og så kan alt komme i ovnen 20 minutter ved 200°C – og så er der serveret!

 

 

Citronbagt brystfilet med græskar-kartoffelmos, bacon og chili